13.06.2023

Travl maj måned gav rejserekord i lufthavnen

På en maj måned med 2,4 millioner rejsende i Københavns Lufthavn blev der sat rekord med årets hidtil største rejsedag. Nu gøres der klar til sommeren med ekstra personale og aktiviteter i terminalerne. De rejsende har 177 direkte destinationer at vælge imellem. 

9 ud af 10 passagerer er tilbage og det kan ses og mærkes i Københavns Lufthavn, der summer af rejseliv og aktivitet.

 

Trafikken til de europæiske rejsemål er tæt på genoprettet, ligesom Nordamerika er tilbage med fuld styrke i netværket.

 

2.396.548 rejsende var igennem terminalerne i maj – en stigning på 192.958 i forhold til måneden før.

 

Årets hidtil største rejsedag faldt søndag den 21. maj med 96.000 passagerer – primært rejsende, der kom hjem efter en forlænget Kristi Himmelfart weekend.

 

På top-10 listen over destinationer i maj er London som sædvanligt i top. Også andre storbyer som Amsterdam, Paris og Wien er på listen, hvor også sydeuropæiske destinationer som Malaga og Milano er med.

 

”Efter en maj med mange helligdage er højsæsonen for alvor ved at være i gang. Vi ser frem til at tage os godt af de forventede 7,5 millioner rejsende, der skal igennem terminalerne i juni, juli og august og afsted til en af de 177 direkte destinationer, der tilbydes af fly- og charterselskaberne,” siger kommerciel direktør Peter Krogsgaard.

 

”Der er i sommerprogrammet flere end 30 nye destinationer på rutekortet – især til rejsemål i Sydeuropa, hvor Spanien målt på antal udbudte flysæder igen er topscorer fulgt af Frankrig og Italien,” oplyser han.

 

Klar til sommeren
Lufthavnen har lanceret kampagnen Destination Summer på sociale medier, hjemmeside, app og i terminalerne med rejseråd, inspiration, gode tilbud og events i løbet af sommeren.

 

”Alle i lufthavnen har arbejdet for at blive klar. Der er f.eks. ansat yderligere 155 medarbejdere i Security, så der er mandskab nok i Sikkerhedskontrollen til at få alle godt igennem og ud at rejse.  Der er også særlige familieindgange, hvor der er god tid til de mindste rejsende,” siger Peter Krogsgaard.

 

Der er ansat ekstra personale i rengøringen og hos de grønblusede ”green-team” servicemedarbejdere, der hjælper passagerne i terminalerne. Desuden er åbningstiderne i terminalerne justeret.

 

”I sommerperioden rejser mange især chartergæster meget tidligt, så flere af cafeerne åbner derfor allerede klokken 04,” fortæller Peter Krogsgaard.

 

Han opfordrer til, at man kommer til lufthavnen i god tid. Det vil sige to timer før afrejse til destinationer i Europa og tre timer før, hvis man rejser ud af Europa.

 

 

Download Excel